7030 Supermoto Forum

Trine Andersen - Offroad Entusiast

Trine Andersen er en ægte 'Thumper Girl' - der kører på Suzuki DRZ 400 SM. Dog har Trine pt. monteret knopdæk på den 1. cylindrede motorcykel, for at komme ud og køre offroad i Danmark og Skandinavien. Oplev hendes spændende læsning her!

Trine Andersen - En pige med ben i næsen'. Og med et glødende hjerte for Offroad Motorcykler, hvori Supermotard genren indgår.

Supermotard Danmark har snakket lidt med Trine Andersen, som ER fyldt 30. - Men med en energi og ildhu som var hun i starten af 20'erne...

Trine Martine Andersen - Min Offroad Passion

Forleden dag var jeg ude og prøve køre den ondeste KTM 625 SMC Supermotard fra 2004, den havde kun kørt få tusinde km.

Trine Andersen Beretning om Motorcykel GlædeDen KTM var ikke for sarte sjæle, og kunne kastes rundt, overhale på splitsekunder og trækkes på baghjul ved et halvt løftet øjenbryn…hvis jeg kunne.. Gudske lov for det, for hvis cyklen var min er jeg sikker på at jeg ville køre mig selv i døden i løbet af 3,78625 sekund. I stedet lever jeg og kører DRZ400SM...

Men tro nu ikke at DRZéren er en langsom maskine, som standard nok lidt sløv for en erfaren kører, men med en ny karburator, modificering af luftindtag, nyt forrør og en fræk potte, så er den ikke helt at kimse af.

De hårdeste 3 måneder i mit liv

Vinteren er snart omme, og så skal min egen Suzuki DRZ400 SM ud og luftes igen. Forrige år kørte jeg hele vinteren på Hondaen. Det har været de hårdeste 3 måneder i mit liv..

Jeg har haft kortet i 15 år, men af mange årsager, så var det først for 2½ år siden at jeg en vinter eftermiddag sad og kedede mig på jobbet. Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg lige endte med at surfe motorcykler på Den Blå Avis.

Min første Bike

Men med et så stod cyklen der, lige den som jeg længe havde ønsket mig. En rød og hvid Honda XL350R, til kun 15.000 kr. Cyklen var som en tro kopi af cyklen som min første kæreste (15 år tilbage) havde, og som var årsagen til at jeg havde interesse for motorcykler.

Trine Andersen Offroad Entusiast

Ugen efter var cyklen købt og hentet og jeg begik den klassiske begynderfejl. Tag altid en motorcykel kyndig person med dig, når du skal ud og købe motorcykel første gang. For selv om du er pige, så tages der ingen fanger når det gælder salg af motorcykler, eller biler for den sags skyld. Den gamle Honda havde stået stille i 5 år i en kold lade, og der stod i annoncen "Kan nemt synes". Ja det kunne den, hvis man har penge nok. Det kostede en hest at få den køreklar og dagen kom hvor pladerne og cyklen kunne hentes.

Jeg havde søgt på internettet, for at finde ud af hvad man kunne få af dimser til min cykel. Ganske lidt skal jeg hilse at sige, men i stedet fandt jeg noget andet.

Trine Andersen's Beretning om Motorcykel GlædePå et forum fandt jeg et indlæg om lige præcis min cykel. Dette læste jeg med stor iver, og kunne sagtens nikke genkendende til at den blandt andet var svær at starte. Jeg begyndte at se nærmere på dette forum og fandt ud af at det tilhørte Tenere Klub Danmark.

Teneres side indeholdte masser af sjove beretninger om ture i terrænet og det slog mig, at hvis der var nogen der kunne lære mig at køre motorcykel, så var det sørme disse gutter. Jeg ville blive smidt ud i alle mulige situationer og køre på underlag, der udfordrede mine køreegenskaber og grænser. Eneste problem var om de gad have en pige med. Oven i købet en pige som var nybegynder og ikke vidste en fløjtende skid om motorcykler. Jeg kontaktede formanden for Tenere, og jeg fik en meget venlig respons tilbage om, at jeg endelig ikke skulle holde mig tilbage, men bare se at få meldt mig ind i en fart og deltage.

Det er aldrig for sent at komme igang på MC

Sidst jeg have siddet på en motorcykel var på skolecyklen for 15 år siden. Jeg var måske en anelse rusten, og havde allieret mig med en kollega som kunne køre Honda’en hjem fra værkstedet for mig.

Cyklen kom hjem og efter nogle ture rundt i gården hvor jeg bor, tog jeg mod til mig og stod en morgen tidligt op og kørte på arbejde. Det gik forrygende, efter få kilometer var jeg som en fisk i vandet. Det at køre motorcykel lå til mig som noget ganske naturligt, og det varede ikke længe før mit løfte til mig selv om ikke at køre i regnvejr, blev kasseret.

Efter at have kørt motorcykel i ca. 14 dage og uden at kende noget til nogen, meldte jeg mig til en tur med Tenere i det svenske. Det blev en skæbnesvanger tur, aldrig har jeg moret mig så godt. Mange grænser blev overskredet og tanker som "Det mener de ikke, de kører da vel ikke der ned !!" og "hmmm, når de kan, så kan jeg sgu også" genkalder jeg.. weekenden sluttede, og jeg var solgt.. Det her offroad noget, var ikke bare en genvej til at blive bedre på en motorcykel, jeg havde simpelthen fundet min hylde.

Jeg har senere hørt at de faktisk var lidt flove da vi kom hjem, for de havde vist haft mig ude hvor en nybegynder absolut ikke skulle køre på sin første tur.

I knap et år tjente min Honda XL350R mig virkelig godt, den var den perfekte begyndercykel. Jeg kunne nå jorden med begge fødder, den havde ikke så mange hk. Den var virkelig god, for den kørte altid helt fantastisk, når jeg vel og mærke havde fået den startet. For hvis der er noget den var stædig med, så var det at starte. Hver morgen brugte jeg godt og vel 10 – 15 svedige minutter på at få den startet. Og hvor har jeg stået mange steder, hvor mænd i ægte gentlemans stil har tilbudt mig at hjælpe med at starte den. Men for fanden da, jeg var lige så stædig som Honda’en, Jeg kan selv, jeg kan selv.. og svedte videre..

Motorcyklen opgraderes

Efter et halvt års tid, blev jeg spurgt ”Trine, skal du ikke snart have ny cykel ? Jeg har den helt rigtige cykel til dig.. En Honda XR600 med elstart”.

Jeg var ved at være godt træt af kickstarteren, de svedige morgener og de blå mærker på skinnebenet, så en ny cykel var som englemusik i mine øre. Men XR'en var alt for høj til mig, den ville jeg slet ikke kunne bruge, men jeg var fuldstændig tændt på at købe en ny cykel.

Den blå avis, blev surfet igennem igen og en rigtig flot Yamaha XT600E blev fundet. Den var rigtig flot og den lød helt sindssygt godt. Andre ville sige at den larmede usandsynligt meget. Men jeg var solgt, en motorcykel må gerne lyde af noget. Når jeg tænker tilbage, så var det lyden af den der solgte mig helt og aldeles.

I øvrigt er der ikke noget så sjovt, som at holde for rødt med sin larmende møgbeskidte offroader med de onde knopdæk, og hestehalen stikkende ud under hjelmen. Man får så meget positivt opmærksomhed, og det kan kvinder jo rigtig godt lide..

Yamaha'en var for stor og tung til mig

Rigtig glad, kørte jeg af sted på min flotte XT'er med elstart, aldrig mere kickstarter.. hurraaaa.. Jeg viste den stolt frem til Henrik S, og hans eneste og meget tørre kommentar var: Hvorfor har du købt den? Øhhh...øhhhh... Det havde jeg virkelig ikke noget godt bud på.. Den lød jo bare godt, havde elstart og var noget mere moderne end min gamle Honda fra 90.

Men han havde jo ganske ret. XT'eren var ikke cyklen til mig. Den var lidt for høj og bare alt for tung. XT'eren var jo ikke en dårlig cykel, perfekt til at køre til og fra job, til længere ture osv. Men på skovtur, det gik ikke. Jeg nåede at køre en tur til Sverige på den, og havde konstant en angst for at den skulle vælte over mine ben og knuse dem. Den blev solgt til fordel for min DRZ.

Henrik S havde længe anbefalet mig DRZ'eren, den ville være perfekt til mig. En god kombination af XL'erens vægt og XT'erens elstart og HK.

Valget falder på Suzuki DRZ 400

Vi tog en tur til Tyskland for at hente en DRZ400E, den skulle efter sigende have en smule flere hk, end S og SM modellen. Cyklen stod noget pænere på billederne end i virkeligheden, men nu var vi jo kørt den lange vej, så prøvekøres skulle den.

Allerede da jeg nærmede mig, knurrede den af mig, og opførte sig lidt som før omtalte KTM. Det gjorde det heller ikke bedre for nervøsiteten at der stod 3 unge gutter og gloede. De var nær knækket sammen af grin, da jeg få sekunder efter jeg havde kastet benene over sadlen, lå i armene på Henrik S. Jeg kunne ikke nå jorden og var begyndt at vælte.

Hvis ikke Henrik havde grebet mig; så havde jeg ligget og rodet rundt i gruset. Prøveturen blev vel overstået, og vi kørte pænt derfra igen uden cykel - og vi kørte tomhændet hjem igen.

I ugevis havde Henrik S lagt øre til mine skiftende ideer om hvilken cykel jeg gerne vil have. Den ene uge vil jeg gerne have en Honda Transalp, så kan jeg køre langt og have nogen bagpå, og ugen efter skulle det være en DRZ, og ugen efter igen en helt tredje cykel.

Efter endnu en samtale om at jeg nok ikke skulle købe en cykel, som jeg kunne køre på træf med søster bagpå en gang om året. Men købe den rigtige cykel denne gang, dvs. en cykel jeg kunne bruge hverdag til og fra job, på Tenere ture og en som teknisk set også kunne køre nogle lange ture. Jeg kørte en tur til både Enghave Motor og Allans MC, og prøve sad en DRZ. Her stod den jo med 17" fælge på, og den var perfekt til mig. Det var her jeg endelig besluttede mig at købe DRZ.

Trine Martine Andersen  Offroad og Supermotard

14 dage gik der til jeg stod med en spritny DRZ400 SM, og 13 dage gik der før den blev stjålet fra mig. En morgen jeg kom ned, var den pist forsvundet og jeg har aldrig set den siden. Endnu en gang måtte Honda’en findes frem og en måned efter blev den nye DRZ købt og ombygningen kunne begynde.

Excel fælge med Talon nav blev bestilt fra Tyskland og monteret. Min første tur i skoven på den var fantastisk. I forhold til Honda’en kunne jeg nu rive den rundt i sving, stå op og i forhold til Yamahaen, så var jeg nu ikke bange for at få knust mine ben. Mine køreegenskaber blev markant forbedret med den nye cykel, der passede ordentligt til mig.

Trine Andersen Offroad Suzuki DRZ 400

I Sommers tog Henrik S og jeg på en tur til Värmland i Sverige. Det var rigtig godt at køre kun os to. Her kunne jeg køre i mit helt eget tempo, jeg kunne træne min navigation og mine køreegenskaber uden at have dårlig samvittighed over 10 andre der lå bag mig. Her var det kun Henrik S, som jo også kunne samle mig op hvis jeg kom til at køre lidt over evne, hvilket gav en stor tryghed og lidt mere gas på håndtaget.

Det bliver til flere ture i Norden på MC

Jeg har været på rigtig mange ture rundt om i hele Danmark, men også Sverige og Norge siden den første tur på Hondaen. Jeg er overbevist om at turene på det løse underlag har givet mig erfaring dobbelt op, end hvis jeg havde kørt de 20.000 km. som jeg kører om året, kun på asfalt. Jeg har aldrig kørt nogen former for gadecykler, bortset fra skolecyklen og min egen Motard. Men jeg ved med mig selv og i mit hjerte, at det aldrig bliver anderledes. Jeg er til mudder, grus, skov, strand og onde knop dæk.

Turen går til Skotland i '08

Sidst i maj 2008 pakker jeg alutaskerne og drager mod Skotland. Jeg har planlagt en tur over 14 dage, hvor vi kommer igennem flere lande. Vi lægger hårdt ud med en sejltur fra København til Oslo. Når vi lander i Oslo, bruger vi 2 dage på at køre til Haugesund hvor vi sejler til Newcastle og derfra kører mod Skotland. Jeg har hjemmefra fundet ud af hvilke ting vi gerne vil opleve i Skotland. Efter ca. en uge kører vi tilbage mod Newcastle og tager færgen til Amsterdam hvor vi så triller hjem over. Vi har ingen fast rute og ingen faste overnatning steder, vi håber på eventyr hvor vores cykler nu end bringer os.

Motorcykler fylder i dag 80% af mit fritidsliv. Hvis ikke jeg taler om motorcykler, så kører jeg motorcykel, eller roder med den eller lyder som en. Der er kun en ting jeg fortryder i mit liv, og det er at jeg ikke fik købt den motorcykel for 15 år siden.

Trine Andersen

Du kan smide en kommentar' til Trine herunder...



Design by Íshús Media